Archive for juli 2014

Bådhusene ved Lago di Como

Hvis man går kystvejen fra Menaggio til Cadanabbia, hvor det store Hotel Britannia ligger, passerer man den ene smukke villa efter den anden beliggende på landsiden af kystvejen med indkørsler, der er slotte værdige. Og det er netop hvad man må sige om 'villaerne'; det er ikke villaer i vores forstand, men, små måske, veritable slotte.


Og på den ovennævnte stræknings vandside er 'strandvejen' - eller klippekystvejen - bebygget med små 'klodser' der strækker sig ud i søen, ofte med græs og træbeplantning på toppen, så de udgør små haver mod søsiden. Og aldrig såsnart har man passeret bygningen, der står med fødderne i vand, for at opdage en tilgitret port og en lille mole til afskærming mod søens svage bølger. Der er tale om bådhuse - et for hver Villa.


For selvfølgelig sejlede man også dengang på søen, når vejret tillod og man skulle tilbagelægge strækningen til Como by eller bare gøre visit ved en anden Villa oppe eller nede af den Y-formede søs arme. Sandheden er nemlig, at søens bredder indtil sidst i attenhundredetallet ikke kunne befærdes på anden måde end med muldyr op og ned ad stejle stier og langs dybe afgrunde ned til søen. Så sejlads har været den nemmeste og mest komfortable måde at transportere sig rundt i området omkring søen.

Denne gåturs endemål er som nævnt Cadenabbia. En lille by der domineres helt af Hotel Britannia der ligger langs kystvejen. Ud for hotellet står en underlig statue forestillende en ældre herre og hvis udformning leder tanken hen på en person som tydeligvis lider af 'engelsk syge'.


Statuen forestiller byens æresborger, nu afdøde Konrad Adenauer, tysklands første kansler efter krigen. Manden kom, som en lille bronzeplade meddeler, her til byen på sommerophold og for at rekreere midt i det hjemlige wirtschaftswunder. Det har ikke været den nemmeste post at beklæde med et Tyskland, der på alle måder lå i ruiner. Mit yndlingscitat, som jeg ikke kan verificere, men som kunne være karakteristisk for en mand, som nægtede at give Hitler hånden og derfor måtte forlade sin post som Kölns borgmester, lyder som følger i et svar på spørgsmålet om betydningen for Vesttyskland af oprettelsen af de amerikanske baser:"80.000 analfabeter er ikke lige det Tyskland har behov for i den givne situation".

Kategori: , | 4 kommentarer

Tøjeri på to hjul

Annonce fra Rugby Ralph Lauren

Når vi nu har haft det forår, vi har, og sommeren viser sig fra sin mest sommerlige side, som den har gjort det indtil videre, er det svært at forestille sig, at nogen kan finde på at slå sig ned andre steder end lige netop her. Men så sker der alligevel ting og sager ind imellem på den anden side af Nordsøen i Mænd af betydnings andet fædreland, som man godt kunne gå hen og blive lidt misundelig på.



Mens Gowings og jeg således traskede Røsnæs' fagre sletter og bakker tynde og flade for et par måneder siden, benyttede tweed- og hatteklædte briter af alle køn og i alle aldre, højder og tykkelser det sprøde forår til at afvikle det 5. Tweed Run i centrum af London på cykler i alle afskygninger.

Ideen er at man møder op i sit mest autentisk klassiske cykelantræk og helst med cykler, der passer til påklædningen. Det cykelsportslige moment spiller derimod ikke den fjerneste rolle, eftersom formålet er at have det så sjovt som muligt, og selvfølgelig er der indlagt både Picnic Break og Afternoon Tea på ruten. Sådan her beskriver ukrainsk tv stemningen:



Der uddeles priser for Best Vintage Bicycle, Best Decorated Bicycle og for Best Moustache. Dresscoden finder man i løbets regler for etikette, hvor det understreges, at 'overdressed' does not exist in our vocabulary'. Prisuddeling for Best Dressed Man og Best Dressed Woman er en selvfølge.

Tweed Run har så småt bredt sig til byer i det meste af verden, men det ellers så cykelglade Danmark har ikke hægtet sig på endnu, og det vil næppe ske. Og hvorfor så ikke det? Hmmm ... Nogen, der kan forestille sig en dansker, der ville overholde et krav om en bestemt påklædning?

Nå, men så kan man jo heldigvis tage til Malmö Tweed Ride med sin cykel til september i stedet for. Og kom så ikke og sig, at svenskerne er kedelige.

Masser af billeder fra Tweed Run her.

Kategori: , | 12 kommentarer