Archive for august 2013

Det har været en herlig sommer...

 En plakat fra 'Vi Unge' anno 1972? Næh, her er det frk. Gowings,
 der aftenbader i Kattegat tidligere på sommeren.

Og det ser ud som om, det fortsætter lidt endnu. Herligt!

Kategori: | 8 kommentarer

Road rage anno 1976

Mænd af betydning har alle dage været af den opfattelse, at kun de lyse timer er værd at tælle, og at man som følge heraf bør gå let hen over de mere dunkle. I dag er en undtagelse. Rolv Wesenlund er ikke længere blandt os – han, der var leveringsdygtig i så mange lyse stunder, og som bærer skylden for, at jeg kommer til at tænke på Marve Fleksnes, hver gang det norske tungemål finder vej til mine øregange. Han fortjener at blive mindet med mindst 27 minutter og 3 sekunders stilhed:



Kors, hvor var han sjov.

4 kommentarer

Hvis der nu er nogen, der undrer sig...

- over, hvad der er blevet af min medskribent, så kan jeg meddele, at han lever, har det godt og giver den gas som huspoet på en tyrkisk sandwichbar i en sidegade til 5th Avenue, New York.


Kategori: | 3 kommentarer

Huset på plænen

Man kan ikke komme ind. Man må stå pænt udenfor og kigge ind. Hele vejen rundt er der betonklodser, afspærringer, vagter - 'ingenmandsland'. Bortset fra at det selvfølgelig er nogens - ingenmandslandet.

Men det der er mest slående er, hvor åbent det virker alligevel. Jeg tror, det er de enorme græsarealer, der giver dette indtryk. Det må siges at være ret vellykket; at man kan få en fornemmelse af åbenhed, når man står på det sted, hvor ingen - ingen - når 25 meter ind, hvis de krydser det klassiske støbejernshegn, der omgiver stedet.


Hele vejen rundt


Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet. Flere mennesker måske. Sandsynligvis var det den nådesløse sol, mangelen på skygge i flere hundrede meters omkreds og en luftfugtighed tæt på 100%, der lagde en dæmper på masserne. Det er dog ganske vist og som I kan se: jeg var der selv. Det hele er selvoplevet og ikke noget jeg bare bringer videre.


God søndag.

Kategori: , | 2 kommentarer

War Memorial

Krigsmindesmærker er traditionelt noget, der glorificerer de dræbte soldater og den 'sag' de døde for. Alle der har været i London eller besøgt landsbyer i Nordfrankrig kender eksempler. Og det er vel naturligt nok, for ellers kan det være svært som efterladt at finde meningen i galskaben. Men indimellem er det som om, at afstanden til begivenheden - krigen - måske kan give mindet et større indhold.

Koreakrigen er på mange måder den glemte krig i USA. Den kom i klemme imellem anden verdenskrig og vietnamkrigen. Man nåede ligesom ikke at synke spyttet, før man var igang igen og fokus havde flyttet sig. Det betyder at veteranerne fra denne krig, som var en del mere diffus end den foregående krig imod de oplagt onde imperier, i en krigstræt verden blev overladt til sig selv.

Først så sent som i de to forrige årtier skød mindesmærker op i parkerne og på pladserne i et USA som mindedes 'The no longer forgotten war'. Således også i Philadelphia ved Penn's Landing ved bredden af Delaware River.


Sorte granitsteler med sort/hvidt fototryk af en art. Meget smukt og enkelt og med forklarende tekst der beretter om krigen og historien. Det var dog billedet nedenfor, der fik mig til at stoppe op og overveje om krigsmindesmærker har ændret karakter.


Det virker sådan.

Kategori: , | Kommentarer

På besøg hos 'Manden med den gule hat'

Peter Pedal - eller Nysgerrige Georg - eller hvad han hedder nu om dage, bor hos en god ven. Manden med den gule hat.


Manden med den gule hat arbejder et meget spændende sted. Han er zoolog - måske kunne man sige palæozoolog. Ihvertfald er der sådan nogen her, der hvor han arbejder...


Og sådan nogen her -


Og dem her -


Men hvor er manden med den gule hat? Og hvor er Peter Pedal? De var ikke til at se nogen steder, men The Smithsonian Institute er også enormt. Faktisk flere museer samlet på én MEGET STOR græsplæne. Hvis du kommer forbi og har en 16-18 timer, så kig ind. Der er gratis adgang.


(Og der er aircondition, hvilket er himmelsk når klimaet udenfor diverterer med 32 grader i skyggen og en luftfugtighed som et dampbad)

Kategori: , | 6 kommentarer

The High Line

Man tager en jernbane, hænger den syv til ti meter op i luften, bruger den en årrække, sløjfer brugen af den og diskuterer i 50-60 år, hvad man skal gøre ved den - for endelig at lave en park. En park der hænger syv til ti meter oppe i luften, som smyger sig imellem husene, forbi køkkenvinduer, altaner og franske døre ind til stuerne.


Ved skiftesporene udnytter man pladsen og laver diverse boder med servering eller indretter et teater, hvor trafikken på 10th avenue nedenunder udgør forestillingen.


Der er tænkt på alt. Vi går turen i 32 graders varme og møder dette syn. Straks smider vi skoene. Rislende vand der løber ud i en miniature eng.


Videre ind under trækronernes skygge. Vi går imellem de gamle spor...


- for at stige ned 2,5 km længere oppe på Manhattan.


Jep, vi er i New York. De kan det der med at indrette byrum på Manhattan. Men de har også så meget by at tage af.

Kategori: , | 5 kommentarer