Archive for juni 2013

Ska' du med på Mont'en?

Det er fredag, og for tredive år siden kunne det godt have været et spørgsmål stillet her sidst på eftermiddagen - med den forventningens glæde som fredag eftermiddag er blevet begavet med og som formentlig varer livet ud. Idag handler det ikke om at gå på jazzværtshus i Nørregade, men om at bestige bakken, Montmartre, i den by der har dannet ramme om den sidste uges indlæg.

Selve 'bjerget' er inkarnationen af Paris; de små brolagte gader, de små bogbutikker med deres let støvede udstillingsvinduer, cafe'erne klemt ind på gadehjørnerne med åbne vinduer ud mod fortovsserveringen. Her går vi ind og får Moules Frites og et glas Alsace vin - en formidabel gewürztraminer - til ingen penge. Franskmændende gider ikke drikke dårlig vin. Her er ingen pseudo-indianere med rytmeboks, højst en herre der kommer forbi med sin harmonika og giver den gas med franske schlagere fra 50'erne. Men vi må videre, vi skal helt op.


Basilikaen, Sacré Coeur, kan ses fra hele byen, når man blot kommer lidt i vejret. Den er imponerende udefra, og fuldstændig ligeså uinteressant indefra. Lidt ligesom Marmorkirken; eller meget ligesom Marmorkirken, faktisk.


Men se så skulle man tro der bare var tilbage at gå ned igen. Men det ville være en stor fejl. Så hvis du nogensinde kommer på de kanter, skal du ikke bare tage trappen ned igen, men gå ned ad gaderne på nordsiden. Så kommer du til denne vinmark for foden af den gamle bymur.


Og kvarteret heromkring er bestemt værd at se, inden du klatrer ned ad de små gader igen med alle specialbutikkerne. Heriblandt køkkenudstyrsbutikken E. Dehillerin, ejet og ført af den samme familie i fem generationer eller så. Det de ikke har, gider man ikke have.


Vi slutter af med lidt poesibogspoesi:

Paris min ven,
vi ses igen.

God weekend fra redaktionen.

Kategori: , | 12 kommentarer

Sainte-Chapelle

Vi har tidligere været inde på det: blyindfattede ruder er enten totalt kitch eller lige det stik modsatte. Turen går idag til Ile de la Citè, der huser Palais de Justice, hvor gendarmer suser ud og ind og politibiler fræser om hjørnerne på det gamle kongeslot.

Hvis man er konge nok, og det var Louis d. IX, så indkøber man intet mindre end Jesu tornekrone, når den nu viser sig at være til salg. For et svimlende beløb selvfølgelig. Og for at det hele ikke skal drukne i splinter fra korset, diverse helgeners pegefingre, ører og ligklæder fra andendagen, så må der noget unikt til.


Man bygger et kapel med pæne vinduer til at huse nyerhvervelsen. Hele bibelen, gammelt som nyt testamente, indeholdt i en transparent tegneserie dannet af tusinder af små farvede glasstykker. Oplevelsen af at stå i dette rum, med solen skinnende igennem de store til vægge grænsende blyindfattede ruder, er helt ubeskrivelig. Så det vil vi undlade.


Men ak, forne tiders pøbel gik amok og brændte det pæne rum ned. Sikkert i sukkerchok over alt det kage de måtte tygge sig igennem. Dog, tornekronen blev reddet og er nu velforvaret i nabolaget hos Vor Frue med de to tårne og sværmen af gargoiler på alle afsatser. Sainte-Chapelle selv er restaureret og som antydet en smuk og overraskende oplevelse. Men tilbage til tornekronen:

Er jeg den eneste, der tænker at Kong Louis er blevet taget i rumpetten big time?

Kategori: , | 4 kommentarer

Luxembourghaven

Alle, der er vokset op med Ludwig Bemelmans tegninger og Piet Heins oversættelse af den lille franske kostskolepiges hverdag og sammes afbræk i form af en blindtarmsbetændelse, kender til haven. Paris' have.


I modsætning til andre parker og haver i Paris er Luxembourghaven mere folkets park. Eller sådan opleves den ihvertfald af deres udsendte. Udover et fåtal af bænke er der et righoldigt antal stole i enten fast ligge- eller siddepositur til fri afbenyttelse og flytten rundt i hele parken efter behov. Stadigvæk afpatruljeres parken af gående gendarmer, to og to, og palmerne giver hele haven et eksotisk præg.


Til forskel her fra andre parker i storbyer hvor Gowings har været såsom London, New York, Barcelona og Rom, så sidder duerne pænt på græsset trods et utal af statuer og balustre spredt udover hele haven.


Forklaringen er ligetil; se godt på billedet nedenunder: her antydes en helt ny betydning af hårnåle - og andre steder - spidse albuer.


Ingen roser uden torne...

Kategori: , | 7 kommentarer

Kirkegården på Montparnasse

Deres udsendte har været en tur i byernes by, og denne gang er det ganske vist. Jeg kan sagtens følge dem, der skuffede udbryder, at Mænd af Betydning er ved at udarte til en rejseblog. Dette er vi opmærksomme på og normale tilstande kan forventes at indtræde henover sommeren.

Når man er kommet sig, og har hulket færdigt over Jim Morrisons triste skæbne, ved mausoleet på Pere Lachaise kirkegården, er det tid at bevæge sig videre. Over på den anden side af floden, hvor 'De voksne' ligger begravet. Samuel Beckett det gamle syrehoved ligger her. Og Jean Paul. Sidstnævnte har fået selskab af fru Simone. Eller skulle man hellere sige frøken? Ingen af de to titler passer vist her. Hvad alle busbilletterne med en lille sten ovenpå skal gøre godt for får står hen i det uvisse.


Af Sartre har jeg læst én bog: 'Kvalme'. En udmærket roman med undtagelse af en lille detalje: kapitlet - efter hukommelsen - hvor vores hovedperson går ind i en park og har en åndelig oplevelse med træerne, og som skal tjene til at redegøre for eksistensialistiske grundbegreber, er rent ud sagt en rædselsfuld og nærmest ulæselig tekst - kedelig - hverken mere eller mindre. Undskyldningen kunne være, at det vistnok er Sartres første roman. Læs bogen og spring dette kapitel over.

Charles Pigeon ligger også begravet her, og hvis du ligesom jeg ikke kender ham, så kan man jo ihvertfald anerkende hans bidrag til sin egen samtid i form af en ikke-eksploderende cykellygte. Noget der må have haft en vis indflydelse på datidens oplevelse af cykling efter mørkets frembrud. Man ser annoncen for sig, ikke? Hvad du ikke kan se for dig er Charles familiegravsted, så det kan du se herunder.


Hvis man er så heldig, at solen skinner, imens man går rundt blandt de beskedne, ydmyge familiegravsteder, så er motiverne legio i form af de små glasmosaikker der smykker bebyggelsen.


Men, men, men, som på alle store kirkegårde er der et monument, der rejser sig over dem alle. Et monument der vidner om sand heltedåd og uselvisk gerning for menneskeheden - således også på Montparnasse kirkegården. Lige der fældede Gowings en tåre og stod lidt alene med blottet hoved ved gravmælet, efter at de andre var gået videre...

R.I.P.
(- Og ja, Cummings, jeg synes det skulle være i farver.)

Kategori: , | 6 kommentarer