Archive for juli 2011

Det var en mørk og stormfuld nat

Mit gæt er, at der er flere, der forbinder overskriften med Nuser i Radiserne end med baron Edward Bulwer-Lytton, der faktisk indledte sin roman Paul Clifford fra 1830 med de berømte ord:

It was a dark and stormy night; the rain fell in torrents, except at occasional intervals, when it was checked by a violent gust of wind which swept up the streets (for it is in London that our scene lies), rattling along the housetops, and fiercely agitating the scanty flame of the lamps that struggled against the darkness.

Bulwer-Lytton, der var en af sin tids populæreste romanforfattere, døde i 1873, men hans navn lever videre i den årlige Bulwer-Lytton Fiction Contest, der går ud på at skrive lattervækkende dårlige indledninger til fiktive romaner. Konkurrencen bliver sponsoreret af det engelske fakultet på San José State University i Californien og har eksisteret siden 1982, hvor professor Scott Rice fik ideen.

Det første år indkom der kun tre bidrag til konkurrencen, men med årene er deltagerantallet vokset til omkring 10.000. Der er forskellige discipliner at vælge imellem: detektivromaner, kærlighedsromaner, cowboyromaner osv. Sætninger, der er bemærkelsesværdige, men ikke er helt ringe nok til at indbringe en pris, bliver belønnet med vanærende omtale. Årets konkurrence er netop afsluttet, og de prisbelønnede indledninger kan studeres nærmere her. Den gribende vindersætning lyder:

Cheryl's mind turned like the vanes of a wind-powered turbine, chopping her sparrow-like thoughts into bloody pieces that fell onto a growing pile of forgotten memories.

For et par år siden syntes Bulwer-Lyttons tip-tip-tip-oldebarn, The Honarable Henry Lytton Cobbold, at nu kunne det være nok og udfordrede professor Rice til en ordduel om Bulwer-Lyttons litterære kvaliteter. Rice samlede handsken op, og The Great Bulwer-Lytton Debate fandt sted ved et stort arrangement som led i byen Lyttons årlige River Festival i British Columbia den 30. august 2008. Resultatet af konfrontationen er tilsyneladende og desværre ikke blevet foreviget noget steds på nettet, men god humor er det under alle omstændigheder.

Årets festival finder sted den 2.-9. september i år – programmet er her.

Service for nørder: Bulwer-Lyttons roman Paul Clifford kan downloades kvit og frit.

Kategori: , | 8 kommentarer

Jeg har set Dachau

På vej hjem fra Østrig, via München, var der mulighed for at køre forbi mindeparken udlagt omkring den tidligere koncentrationslejr Dachau. Der er ikke meget tilbage: en meget kort strækning med skinner, en perron eller rampe, en portbygning med smedejernslåge og indflettet heri teksten: Arbeit macht frei.

Indenfor porten en enorm plads, 'Appelplatz'. Selve hovedbygningen i lejren er nu museum med endeløse rækker af mandshøje fotostater, portrætter af fanger og udvalgte skæbnebeskrivelser. Ganske få oprindelige effekter.

Spredt rundt omkring ses mindesmærker opsat af befrierne og fange-organisationer, alle på mindst tre forskellige sprog.

Det er overordentligt svært at forholde sig til stedet. Der er turisterne, der knipser løs med kameraet på hver eneste fotostat, øjensynligt fordi de ikke ved, hvordan de skal forholde sig til informationerne, der står på dem. Guider der på alverdens sprog prøver at fastholde interessen hos ukoncentrerede tilhørere. Der er snakken og fnisen, kalden og råben, hvisken og tyggen tyggegummi.

To af de oprindeligt mange barakker er tarveligt genopført i asbestplade og rummene indrettet med køjesenge der skal illustrere, hvordan belægningen i lejren steg og steg fra 1936 til 1945. Opstillede køjesenge og skabe fremstillet til udstillingen i 60'erne: ingen lugt, ingen navne, ingen årstal eller billeder ridset ind i træet.

Det har været diskuteret, såvidt jeg husker i forbindelse med Auschwitz-Birkenau lejrens forfald, hvorvidt man skulle restaurere lejren eller om man skulle lade den forfalde. Er det vigtigt at de mursten og mure man ser, er dem der dannede lejren, eller er det vigtigere, at man kan fornemme lejren som den så ud?


Jeg kan for eget vedkommende sige, at det der slog mig mest, det der gjorde det største indtryk, var den enorme grusbelagte 'Appelplatz' foran hovedbygningen. Der kan stå ubærligt mange mennesker på den plads.

8 kommentarer

Om at spille en Trille...

Da jeg kommenterede på Cummings indlæg nedenfor, startede en associations-række, der ledte mig hen til en sang af Trille, nemlig sangen Halvmånetid fra LP'en af samme navn. Jeg undrede mig over, hvad der egentlig var blevet af hende, Trille altså, men det kan man råde bod på her i denne gengivelse af 'Besøgstid' på P1.


Jeg synes altid Trille har stået for noget meget troværdigt, både i sin musik, men så sandelig også i de børneprogrammer, som hun medvirkede i i 70'erne. Herudover hæver hun sig sammen med få andre, f. eks Jomfru Ane Band og Røde Mor, over den flod af kvinde-politisk og anden politisk kunst som dominerede min barndom og ungdom, og som reelt ikke længere holder til et genlyt/-syn. Trilles tekster tåler meget fint en genlytning, idet disse netop ikke er beton-erklæringer med et tidsbegrænset sigte, men har et almen menneskeligt udgangspunkt.

Et af mine yndlingsnumre med Trille fra dengang, som det var en decideret fornøjelse at genlytte, er titelnummeret til albummet, 'Altid har jeg længsel'. Dette nummer er jo i virkeligheden en rigtig fin kærlighedssang. Det bedste nummer er dog efter min mening 'Under den Høje Himmel'. En hyldest til livet. Til sidst er der et stadigt meget aktuelt nummer, 'Danmark', som Trille ikke kunne have forudset, hvor aktuelt det ville blive her i 2011.

At Trille dengang heller ikke var uden humor fremgår af nummeret 'Storebælt' fra 'En lille Bunke Krummer' som har næsten Hausgaard'ske elementer, på trods af den lidt bastante slutning. Musikalsk er alt i top, med en besætning som bestod af bl. a. Alex Riel, Hugo Rasmussen, Øyvind Ougaard og Ole Fick. Hvis du ikke gider alt det her med at lytte til klip på YouTube, så tryk alligevel på 'Danmark'.

Hvis du derimod har lyst til at høre mere, så er der rigtigt meget tilgængeligt på YouTube. Og jo, der er da også Ham Gud eller 'Øjet', men jeg synes bare Trille er så meget andet...

Der er nu heldigvis udkommet en box, 'Hele Balladen', som hermed er bestilt. Så varer det alligevel lidt endnu, før pladespilleren kommer op fra kælderen.

Kategori: , | 6 kommentarer

Inden det er for sent

The Bucket List har ligget et godt stykke tid i bunken med endnu-ikke-sete-men-skal-ses-dvd'er, men i går skulle det være. Den havde først og fremmest kvalificeret sig til at blive optaget i bunken, fordi Jack Nicholson spiller den ene af hovedrollerne, og hvem kan ikke blive i godt humør af at se ham i sit speciale: dumt svin, der alligevel viser sig at være god nok på bunden, når det kommer til stykket. Han er mand for at hæve en film med det mest banale budskab til et niveau et pænt stykke over middel – og det var præcis, hvad han gjorde i tæt samarbejde med Morgan Freeman i Nu eller aldrig, som filmen hedder på dansk.

Jack Nicholson er en kynisk direktør og Freeman en tænksom mekaniker, der ved et tilfælde havner på den samme hospitalsstue. De er begge dødssyge af kræft, men de bliver efter at have fået kantet sig ind på hinanden enige om at få det bedste ud af den tid, der er tilbage. De udarbejder en bucket list – en liste over alle de ting, de gerne vil nå, inden de stiller træskoene – og sammen drager de ud i verden, springer ud med faldskærm, kører stockcarrace, ser på vilde dyr på savannen, klatrer op ad pyramiderne, taler livsfilosofi i Taj Mahal, spiser på de fineste restauranter og står ved Himalaya-bjergenes fod i tåge, inden det uundgåelige rammer dem. De bliver også klogere på hinanden, sig selv og det hele, og hen mod slutningen får man den sædvanlige mistanke om, at Kleenex må have haft en finger med i manuskriptskrivningen. Jo jo, jeg bidrog skam også til firmaets omsætning.

Kort sagt, det var en temmelig forudsigelig tåreperser, som kun amerikanerne kan lave dem, men ikke mere forudsigelig end de nedladende anmeldelser, den fik. Banal, ja – men ikke mindst følte jeg mig godt underholdt. I øvrigt er det banale for det meste også det basale.

Men det var egentlig slet ikke filmen, jeg ville skrive om. For da jeg var færdig med den og havde duppet kinderne tørre, satte jeg mig til computeren for at kigge min Google Reader igennem, og det første link, jeg får øje på, hedder Before I die. Jeg klikker på linket og kommer ind på en side, der handler om et interaktivt kunstprojekt, der er startet i New Orleans, hvor tanken er, at alle og enhver skal gå hen og skrive med kridt på en bestemt husmur. Ikke hvad som helst, men det, de finder vigtigt og derfor gerne vil opleve, mens tid er.

Nogle vil mene, at det må være et tilfældigt sammentræf, jeg var ude for. Andre, at der måske er en dybere mening med sammentræffet, og at det eventuelt ikke er helt tilfældigt. Tja, hvem ved. Måske skulle man lave en liste.

Flere billeder og mere om Before I die-projektet her.

10 kommentarer

Massed pipes and drums

Drivvåd nylonskjorte og fløjlsbukser. Kondicyklen er blevet testet i højeste gear - længe. Svedende labber jeg anerkendelsen fra de rygende voksne i mig. Atlas slæber sig en pukkel til bærende på den lysende kugle, der skal absorbere røgen fra de ombudte cigarer, cigaretter og cerutter. Hvad skal man så lave, når kondicyklen er besejret?


Disney, det var noget med jul. - Men sådan en sommer lørdag eftermiddag 1969, måske 1970, der ku' fjernsynet noget helt andet: Til side med mahogni lågerne - klikket fra den lille messingkugle - vente, vente -  og så tonede de frem. Først lyden, så det sort/hvide billede. Pludselig var du vidne til konkurrencer i opstilling af let artilleri, kasten rundt med rifler påsat bajonetter (selvom dem jeg så må være pensioneret nu) og sluttelig - massed pipes and drums. Prøv at høre efter speakerens små bemærkninger - mine øjne sejlede rundt i saltvand, når en venlig voksen oversatte de små historier, der fulgte med fra kommentatoren. Men jeg er heller ikke helt stabil når det kommer til bagpipes - de trykker på mine rørstrømske nerver. Fru gowings derimod, kan sagtens undvære tattoo.

Tattoo er ikke kun et skotsk fænomen, som du kan se her - og ja - uniformerne virker bekendte ikke? Hvis du holder ud og ser klippet til ende, så skal jeg til gengæld sige dig, hvor du har set dem her før.

Når det hele er slut - så er der kun the 'lone piper' tilbage. År efter år - engang. Kære DR - hvorfor må vi ikke mere se tattoo fra Edinburgh?

Og ordet tattoo spørger du? Det betyder såmænd 'tappenstreg' - et stykke musik spillet af vagten i garnisonsbyerne der gav besked om at lukke for hanerne på byens udskænkningssteder. Selve ordet er en anglificering af et oprindeligt hollandsk udtryk.

(- Og så tager vi ellers lige en slapper med det erindringshalløj...)

Kategori: , , | 11 kommentarer